Prostatakræft: diagnose og klassificering

Screening efter prostatakræft

PSA: målbart i en enkelt blodprøve

Ud over at producere sædvæske udskiller prostatakirtelen et molekyle kaldet prostataspecifikt antigen eller PSA. Et PSA-niveau på op til 4 ng/ml i blodet anses som normalt. Er PSA over denne tærskel vil lægen bede om ny blodprøve for at se om PSA-niveauet øges og eventuelt foreslå andre tillægsundersøgelser for at bestemme årsagen til denne stigning.
PSA-testene anbefales ofte fra 50 år og derover. Et højt PSA-niveau indikerer et funktionsproblem i prostatakirtelen, men gør det ikke muligt at diagnosticere kræft. Dette kræver yderligere undersøgelser.

Undersøgelse via endetarmen

Denne undersøgelse foretages af egen læge ved et almindeligt lægebesøg. Lægen vil føle på prostatakirtelen ved at føre fingeren ind i endetarmen. Dette er en hurtig og smertefri undersøgelse.

Prostatabiopsi

Biopsi gør det mulig at fastslå om en patient har prostatakræft: der tages små prøver af prostatavævet der analyseres på et laboratorium for at studere celletyperne i fragmenterne.
Før indgrebet skylles endetarmen med en opløsning og patienten får antibiotika. Undersøgelsen varer 5-15 minutter. Den kan foretages med lokal bedøvelse.
Lægen studerer prostatakirtelen med ekkografi (ultralydssonde i endetarmen). 6-12 fragmenter prostatavæv udtages med en specialnål gennem endetarmens væg.

Gleason-sum

Gleason-summen bestemmes efter analyse af prostatabiopsierne. Der er 5 typer prostataceller: Type 1 er normale celler, og type 5 er celler med det mest fremskredne kræftstadie. Gleason-summen defineres ved at observere hvilke celletyper som er mest udbredte. Disse lægges sammen, og summen ligger mellem 6-10 alt efter hvor aggressiv kræften er. 10 er den mest aggressive kræft.
Risiko- eller aggressivitetsgrad i henhold til Gleason-summen:

  • 6-7: kræft med middel risiko
  • 8-10: kræft med høj risiko

Gleason-summen angives sædvanligvis sådan: Gleason 7 (3+4).
Tal i parentes: Det første tal angiver den mest udbredte celletype i biopsierne, og det andet tal er den næst mest udbredte celletype.

Spredningsundersøgelse

Når prostatakræften er diagnosticeret, skal diagnosen suppleres med en serie billedeundersøgelser som udgør spredningsundersøgelsen. Denne undersøgelse gør det muligt at definere præcist om kræften er lokaliseret i kirtelen eller har bredt sig.

Skanning

Smertefri undersøgelse, som varer 10-15 minutter, og gør det muligt at studere underlivet meget præcist med røntgenstråler. Her drejer det sig om bugen og nedre abdomen (skanning af abdomen og bækken). Skanningen gør det mulig at se om prostatakræften har holdt sig på indersiden af kirtelen eller om den har nået kapselen rundt om eller sædblærerne (kirtler beliggende over prostata som producerer sædvæsken) eller lymfekirtlerne.

MRI (magnetic resonance imaging)

MRI-apparatet ligner en skanner, men bruger et magnetisk felt i stedet for stråler. Denne undersøgelse gør det mulig at studere blødvævet helt præcist og se om kræften har bredt sig til andre organer.

Benscintigrafi

Her er det muligt at spore kræftens spredning fra prostatakirtelen til skelettet. Scintigrafien er smertefri. Den går ud på at sprøjte et produkt ind i blodet. Produktet vil vise eventuelle benmetastaser på billederne.

Prostatakræftens stadier

Kræftstadiet vil i stor grad afgøre hvilken type behandling som skal igangsættes. Følgende skala angiver stadiet for udvikling af prostatakræften, fra det laveste til det højeste:
 

 

Prostatakræftens stadier: T1, T2, T3, T4

Lokaliserede kræftstadier:

 

  • Stadiet T1: Svarer til en svulst som ikke blev opdaget ved undersøgelsen med berøring via endetarmen. Kun enkelte celler har kræft. Patienten føler ingen symptomer.
  • Stadiet T2: Svarer til en svulst som spores ved undersøgelsen med berøring via endetarmen (det mærkes en hård klump) og som lader til at være lokaliseret i kirtelen, i en eller begge prostatadele.


Fremskredne kræftstadier:

  • Stadiet T3: Svarer til en svulst som breder sig udenfor prostata og/eller sædblærerne.
  • Stadiet T4: Svarer til en svulst som har angrebet prostatakirtelens naboorganer (urinblære, endetarm osv).
     

 

 

Last update: September 20 2010.